Mit navn er Karin Bach, og jeg er uddannet designer fra Danmarks Designskole. I dag arbejder jeg på halv tid som grafiker, og det giver mig en masse fritid til at dyrke min altoverskyggende hobby; at male.

Jeg er en figurativ maler med stort fokus på mennesker, og ofte finder man en melankoli og eftertænksomhed i mine malerier. Motivet skal helst være interessant og sige mig noget. Jeg maler oftest mennesker i en særlig situation eller steming, og jeg er mest tiltrukket af personer, der har været lidt i modvind. Jeg synes først, at jeg er færdig med mit maleri, hvis jeg har fanget den rette stemning, som personen eller situationen har efterladt hos mig og forhåbentlig beskueren.

Jeg arbejder gerne længe og tålmodigt med et maleri, og er opfyldt af en indre stræben efter et råt og uperfekt udtryk. For at udfordre mig selv og min 'skolede teknik' starter jeg altid på en abstrakt overflade, som er malet op i flere farver, og der fra lader jeg langsomt motivet vokse ud af det. Det færdige resultat skal helst ikke fremstå alt for 'pænt og nydeligt' og ofte anes bagrundens farver i det færdige resultat, hvilket kun tilfører det ekstra liv og nerve.